Overskud eller kamp; Så let kan det siges. 
Hvis vi ikke har overskud på vores overskudsbatteri, så ryger vi ud på en overlever. En overlevelsesmekanisme som afløser nærvær og rummelighed, lige der hvor nærværet mistes, i praktiske gøremål.
For det er i de praktiske gøremål, at vi selv går ind på denne “overlevelses bane”, når vi prioritere praktiske gøremål, lidt mere, end alt dét, som måtte give os overskud. Vi mister os selv, når vi bliver for fokuserede på praktik alene.
Når vi taler om praktiske gøremål, så er det forbundet med vores logiske og analytiske sans, og derved også den del af hjernen, som tager sig af orientering og vores organisering, i den verden vi befinder os i.
Det er når vi har været i dette praktiske orienteringsløb, over en rum tid, vi får dannet et mønster i vores sind. Det bliver til en hovedvej, hvor vi ikke får, kikket ned af sidegaderne. Men fare frem mod et imaginært mål som der lå et slot for enden af denne hovedvej. Det betyder, at vi begynder at blive urolige og nervøse, dels fordi vi er på et overlevelses, men også fordi vi både i vores hjerne og i livet, kun har fat i en brøkdel af, vores liv og kapacitet. Vi bliver en skygge af os selv, og bange bliver vi, fordi vi har “noget større” bag os.
Det er mellem vores praktiske “Jeg” og vores autentiske Jeg, at der er et gab, dette gab er forbudet med en korridor af “angst”. Denne angst er grunden til at vi slap vores autentiske jeg i første omgang. Første gang da vi blev konfronteret med vores manglende evner og skulle havde gjort noget andet. Derfra er det angsten, for ikke at slå til og være god nok, som gør at vi springer ud i, at yde og gøre for at kompensere for vores “mindre værd”.
Så ved at dyrke “Det ikke praktiske liv”, gen-opdyrker vi livets glæder og kan genfinde roen og tilfredsheden.
“The only Zen you find on tops of mountains is the Zen you bring there.”
Robert M. Pirsig
